Nyhedsbrev | Februar 2025
|
|
Nyhedsbrev | Februar 2025
|
| |
|
Kære medlemmer,
Foråret nærmer sig – og golfsæsonen står for alvor for døren!
Der er gang i mange ting i bestyrelsen, og vi arbejder målrettet med både organisering, økonomi og udvikling af klubben. Men vigtigst af alt: Vi går mod lysere og varmere tider, hvilket betyder, at golfsæsonen snart står for døren! Det varer ikke længe, før vi igen kan nyde lange dage på banen, mærke duften af nyslået græs og finde rytmen i vores spil.
I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse om vores nye sportschef, kommende tiltag på banen, medlemsaktiviteter og andre spændende nyheder fra klubben. Vi glæder os til at tage hul på en ny sæson sammen med jer alle – lige om lidt!
PS: I sidste nyhedsbrev lovede vi, at det fremadrettet ville blive kortere… Hmmmm… |
Ny sportschef i Helsingør Golf Club
Vi er glade for at kunne præsentere vores nye sportschef, Lars Svejstrup, som fremover vil stå i spidsen for den sportslige udvikling i klubben. Lars kommer med stor erfaring og et stærkt engagement for at skabe de bedste rammer for både elite-, bredde- og para- og junior-/børnegolf i HGC.
Som sportschef vil Lars have det overordnede ansvar for klubbens sportslige strategi, talentudvikling og samarbejde med trænere, udvalg og medlemmer. Med et skarpt fokus på at styrke klubkulturen og udvikle vores spillere på alle niveauer, glæder vi os til samarbejdet med Lars. ⛳😊
|
Fokus på banen – vision og kommende projekter
Vores baneudvalg er godt i gang med at sikre de bedst mulige forhold for vores bane, inkl. at undersøge vandingsanlæg og dræn. Vi arbejder med en klar vision for banen, der tager udgangspunkt i den masterplan, der blev udarbejdet i 2017. Målet er at skabe en spændende, fair og smuk bane, der understøtter både spilleglæde og udvikling.
I den kommende tid vil vi tage hul på to konkrete projekter:
• Justering af bunkeren på hul 4 – Den vil blive mere synlig fra teestedet og i højere grad fungere som en reel greenside-bunker.
• Genetablering af naturlige out of bounds-grænser – Baneudvalget har gennemgået de nuværende afgrænsninger og strafområder. På baggrund af en dialog med DGU og deres anbefalinger vil vi justere flere grænser for at sikre en mere naturlig og fair bane. De præcise ændringer bliver meldt ud, når alt er på plads.
📅 Store Banedag – 9. marts
Sæt kryds i kalenderen! Vi inviterer alle medlemmer til at deltage i årets Store Banedag, hvor vi i fællesskab giver banen et løft inden sæsonstart. Mere info følger snart!
|
Tak til Joe for indsatsen
Som tidligere nævnt arbejder vi med en klar vision for banen, og i den forbindelse har vi foretaget nogle organisatoriske ændringer. Det betyder desværre, at vi har sagt farvel til vores chefgreenkeeper, Joe.
Joe har gennem sin tid i Helsingør Golf Club lagt et stort arbejde i banen og haft en dedikeret indsats for at sikre gode spilleforhold for os alle. Vi vil gerne endnu en gang sige ham en stor tak for indsatsen og ønske ham alt det bedste fremover.
I den daglige drift vil henvendelser om greenkeeperteamet og banen fremover gå til Henrik, mens greenkeeperne refererer til forretningsudvalget bestående af Martin, Michael og Søren. Når vi får ansat en Club Manager, vil denne overtage det direkte ansvar.
Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af banen med et stærkt team og en tydelig retning.
|
Robotplæneklippere – test af fremtidens banepleje
Som en del af vores arbejde med at optimere baneplejen og sikre en mere effektiv drift, undersøger vi muligheden for at bruge robotplæneklippere. Robotteknologi vinder frem på mange golfbaner, og vi ser et stort potentiale i både driftsoptimering og kvalitetsforbedring af banen. Desuden vil robotplæneklippere kunne være med til at løse problemet omkring vores aldrende maskinpark.
Derfor har vi indgået aftaler med to forskellige leverandører, som i løbet af april, maj og juni vil teste deres robotplæneklippere på udvalgte huller. Formålet med testen er at vurdere klippekvalitet, driftsikkerhed og hvordan robotterne passer ind i vores daglige banepleje.
Vi vil naturligvis holde jer opdateret på, hvordan testen forløber, og hvilke erfaringer vi gør os undervejs. Hvis du er nysgerrig på emnet, kan du finde mere information om brugen af robotplæneklippere i golfklubber på golf.dk.
Status på ansættelsen af Club Manager
Vi har modtaget stor interesse for stillingen som Club Manager i Helsingør Golf Club. Indtil videre har 47 kvalificerede kandidater sendt en ansøgning, og vi er i fuld gang med at afholde samtaler til første runde. Processen skrider godt frem, og vi oplever en stærk gruppe af ansøgere med forskellige kompetencer, der kan bidrage til klubbens videre udvikling.
Ansøgningsfristen er den 14. februar, hvorefter vi vil tage næste skridt i udvælgelsen. Vi ser frem til at finde den rette person til at stå i spidsen for klubbens daglige drift og videreudvikling. Vi holder jer naturligvis opdateret, når der er nyt i processen!
|
Andre Projekter i Gang
Ud over de sportslige og organisatoriske tiltag arbejder vi også på en række spændende projekter, der skal forbedre klubbens faciliteter og bæredygtighed:
• Ny hjemmeside: Vi er i gang med at udvikle en ny og mere overskuelig hjemmeside, der skal gøre det lettere for medlemmer og gæster at finde relevant information om klubben, banen og aktiviteterne.
• Solceller: Vi undersøger mulighederne for at etablere solceller, så klubben kan producere sin egen strøm og dermed reducere både energiomkostninger og CO₂-aftryk.
• Ladestandere til elbiler: Der arbejdes på en løsning, hvor vi kan opsætte ladestandere til elbiler på klubbens parkeringsplads – en service, der både gavner medlemmer og gæster.
• Overdækning af driving range: Vi ser på muligheden for at overdække dele af driving rangen, så medlemmer kan træne i mere komfortable forhold, uanset vejrforholdene.
Disse projekter er en del af vores ambition om at udvikle klubben og skabe de bedste rammer for golfoplevelsen i Helsingør Golf Club.
Medlemspleje & Aktiviteter
Vi ønsker, at Helsingør Golf Club ikke kun skal være et fantastisk sted at spille golf, men også et socialt samlingspunkt for vores medlemmer. Derfor vil vi i den kommende tid sætte fokus på sociale arrangementer, hvor medlemmer kan mødes uden for banen og nyde klubbens fællesskab.
Det første arrangement bliver en Langbordsspisning den 7. marts, som vi afholder i samarbejde med Restaurant Foqus. Her samles vi til en hyggelig aften med god mad og samvær. Hvis det bliver en succes, vil vi gerne gøre det til en fast, månedlig begivenhed.
Derudover planlægger vi at afholde fredagsbar med happy hour i løbet af sæsonen, hvor vi skruer lidt op for musikken og stemningen på Danmarks bedste golfterrasse.
Vi håber, at mange af jer vil deltage i disse arrangementer og være med til at gøre klubben til et endnu bedre sted at være – både på og uden for banen!
|
Rekruttering – Hjælp os med at få flere med på holdet!
Helsingør Golf Club har i det seneste år oplevet en nettoafgang af medlemmer. Vores samlede medlemsantal er nu det laveste i flere år, hvilket vi selvfølgelig gerne vil vende. Det er derfor afgørende, at vi både fastholder vores nuværende medlemmer og samtidig rekrutterer nye golfspillere til klubben.
Her kan du som medlem gøre en forskel! Har du en ven, kollega eller et familiemedlem, der kunne have lyst til at prøve kræfter med golf? Så prik dem lige på skulderen og invitér dem med i klubben!
Vi arbejder aktivt på at styrke tilknytningen til klubben og sikre, at medlemskabet har reel værdi for alle. Det betyder blandt andet, at vi vil se på, hvordan vi kan give vores fuldtidsmedlemmer nogle særlige fordele, som ikke findes i andre medlemstyper.
Samtidig har vi en række initiativer i gang for at tiltrække nye medlemmer:
• Golfens Dag – en national rekrutteringsdag, hvor nye spillere kan prøve golf.
• Kvinder & Golf – et koncept, der introducerer flere kvinder til sporten.
• Bookgolf.dk – en platform, hvor nye spillere kan finde prøvemedlemskaber.
De sidste elementer er ved at falde på plads ift. tilmelding og opsætning.
Jo flere vi er i klubben, desto bedre muligheder får vi for at udvikle banen, faciliteterne og fællesskabet. Vi håber, at I vil hjælpe os med at sprede budskabet – og hvem ved, måske står din næste bedste golfmakker lige rundt om hjørnet!
|
Tak!
Tak for jeres støtte i vores arbejde. Det er meget værdsat. Tak for jeres tålmodighed. Der foregår meget, men det kan være vanskeligt at få det hele kommunikeret.
Det blev ikke meget kortere end nyhedsbrevet i januar – vi gør et forsøg igen næste gang. 😀
Med venlig hilsen,
Martin Nøhr, Formand
På vegne af bestyrelsen i Helsingør Golf Club
#HGC4Ever
|
Gå gerne ind og følg HGC på:
Vigtige datoer:
• Ansøgningsfrist club manager – 14. februar
• Spil gratis golf – marts måned
• Langbordsspisning – 7. marts
• Store bane dag – 9. marts
• Generalforsamling – 26. marts
• Golfens dag – 27. april
|
|
|
13. marts 2025
LÆR GOLF I HELSINGØR GOLF CLUB
Læs mere |
|
12. marts 2025
Ny Club Manager i Helsingør Golf Club Mød vores nye Club Manager, Marco Utzon Sforzini.
Læs mere |
|
6. marts 2025
Banen har ordet II – Marts 2025 Læs bl.a. om robotplæneklippere, ændringer på banen, vision for banen, stor bane dag - og ikke mindst åbning af banen!
Læs mere |
|
|
|
|
|
|